Nykredit – Graduate til Digital & Marketing – Digital marketingspecialist – i København

Et intensivt læringsforløb. En enestående karrierestart. En hverdag i et dynamisk miljø, hvor barren er sat højt. Et miljø, der er præget af den store banks muligheder og den lille banks bevægelighed. En arbejdsplads, hvor kunden er i centrum, og hvor din leder anerkender og belønner en ekstra indsats.

   

Lyder det attraktivt? Så er det i Nykredit, du skal kickstarte din karriere.

Vores graduate-program
I Nykredit søger vi performanceorienterede holdspillere med vindermentalitet, der ønsker at gå en ekstra mil for kunden, projektet og Nykredit.

Hos os får du ansvar fra første dag, og vores udviklingsprogram og mentorsparring betyder, at der er fokus på dig og din udvikling gennem hele forløbet. Med en stejl læringskurve gør vi dig klar til at tage endnu større ansvar og sætte dit fingeraftryk på Nykredits udvikling.

Graduate-programmet forløber over 12 intensive måneder med fastansættelse fra dag ét. Programmet består af basecamps, mentorsparring, case-løsninger, fagligt netværk og opgaver inden for dit ansvarsområde. Som Graduate hos os, kan vi garantere, at du får et solidt forretningskendskab, en vigtig strategiforståelse og ikke mindst relevant personlig udvikling. En enestående karrierestart og en karriere, der altid er i bevægelse.

Din nye stilling
Marketing & Content er en del af Digital & Marketing. Du bliver en del af et team, der er med til at drive den digitale og kommercielle udvikling på tværs af koncernens brands. Vi tilbyder attraktive ansættelsesvilkår, spændende udviklingsmuligheder samt et udfordrende arbejdsklima, hvor du får fagligt og socialt engagerede kolleger. Vi arbejder centralt i København på Danmarks flotteste arbejdsplads, Glaskuben.

Som Digital marketingspecialist er du medansvarlig for, at Nykredit til enhver tid er foran markedet, når det kommer til digital marketing. Du kommer til at arbejde på tværs af koncernens brands (Nykredit, Nybolig & Totalkredit). Marketing & Content har til formål at sikre, at Nykredit er førende inden for digital marketing, leverer gode forretningsresultater og har en innovativ tilgang til, hvad der skaber et stærkt brand i dag. Dit ansvar bliver at være med til at drive Nykredits digitale marketingagenda samt indgå i og drive større leverancer på tværs af koncernen. Du får et job, der udvikler sig i takt med kundernes og dermed Nykredits behov. Du har med fordel dataforståelse ift. at tænke digital marketing, som du kan sætte i spil i udvikling af fx digitale marketing utilities og orkestrering af digitale flows.

Dine kompetencer:
Du har stor interesse for digital marketing og brænder for at optimere af den digitale kunderejse. Dit mindset er fokuseret omkring kunderejser frem for kanaler og du trives med at tage ansvar og lederskab ift. at drive, udvikle og eksekvere digital marketing for at nå opsatte forretningsmål. Du har en relevant videregående uddannelse med fokus inden for digital marketing. Som person skal du være:

  • passioneret omkring at drive digitale marketing projekter
  • nysgerrig og på forkant med udviklingen inden for det digitale
  • resultatorienteret med passion for dataforståelse
  • proaktiv og få tingene til at ske
  • vidensdelende og være en teamplayer på tværs af organisationen
  • en god kommunikatør herunder kunne formulere og skrive i et letforståeligt sprog uden stavefejl og med korrekt tegnsætning
  • analytisk stærk.

Din nye arbejdsplads
”Vi vil prioritere udvikling og muligheder hos de medarbejdere, der vil og kan. Vi vil kendes for en tillidsfuld kultur præget af kundeorientering, holdånd og handlekraft”.

Sådan lyder løftet til vores medarbejdere, og som Graduate betyder det, at vi anerkender og værdsætter den ekstra indsats, ambitioner, vilje og samarbejdsevner, og du garanteres derfor en karriere, der altid er på vej videre mod nye udfordringer og større ansvar. Samtidig er Nykredit på en rejse og står midt i en forandring bl.a. pga. ekstern regulering og digitalisering – dette stiller i høj grad krav til dig som medarbejder. Derudover vil vi særligt gerne rykke endnu tættere på vores kunder, og vi måler dig derfor på den forskel, du gør for deres liv, økonomi og drømme.

Du kan læse mere om vores graduate-program på www.nykredit.com/graduate.

Er du interesseret?
Er du en af vores nye talenter? Så søg stillingen online. Har du spørgsmål til graduate-stillingen, kontakt afdelingsdirektør Christina Haupt Toft, 44 55 12 27 eller senior rekrutteringspartner Christian L. Henningsen, 44 55 18 43.

Vi indkalder løbende til samtale, så send din ansøgning, CV og eksamenskarakterer hurtigst muligt.

Ansøgningsfrist: 25. februar 2018

Klik her for at se stillingen på Nykredits hjemmeside